2000 soldater er de...
 
Notifications
Clear all

2000 soldater er deserteret fra Myanmars militær

1 Indlæg
1 Brugere
0 Reactions
1,310 Set ialt
Newsman
(@newsman)
Medlem
Tilmeldt: 4 år siden
Indlæg: 24
Topic starter  

2000 soldater er deserteret fra Myanmars militær

“Jeg synes, vi soldater bliver udnyttet af vores ledere til gavn for dem selv. Hvis han (øverstkommanderende Min Aung Hlaing) vil være tyvenes konge, så må han stå på egne ben. Jeg vil ikke bære ham.”

Sådan lød det i maj fra kaptajn Nyi Thuta, der var den første, der stod frem på sociale medier med en erklæring om, at han var deserteret og havde sluttet sig til modstandsbevægelsen CDM – Civil Disobedience Movement.

Han har dannet en soldatergruppe, People’s Soldiers, der hjælper andre med at desertere og laver kampagner, der oplyser soldater om forholdene i hæren.

Et andet eksempel, som forskerne Ah Lynn fra Myanmar og Helene Maria Kyed fra Dansk Institut for Internationale Studier, har taget med i den rapport, de for nyligt har udgivet på DIIS, er sergent Yin Lei Lei. Hun var selv gravid under militærkuppet 1. februar 2021, og da hun hørte at en gravid lærer var blevet skudt af sikkerhedsstyrkerne under en fredelig demonstration, havde Yin Lei Lei fået nok.

“Jeg blev nødt til at stå op for mit ufødte barns rettigheder,” fortæller den første kvindelige desertør. Herudover ville hun, som mange andre, ikke deltage i de brutale aktioner mod civile.

“Militæret skal beskytte landet, men i Myanmar dræber militæret borgerne og vil altid styre landet. Jeg vil stå på folkets side,” siger Yin Lei Lei.

Forskerne understreger, at omkring 2000 desertører ikke er mange ud af en samlet styrke på et sted mellem 300.000 og 350.000 soldater. Der er heller ingen tegn på, at det har fået de øverste ledere til at ændre kurs eller skabt splittelse i militæret. Men det er et symbolsk slag mod magthaverne, og det er ikke sket før, at soldater deserterer for at slutte sig til en demokratibevægelse.

For de fleste desertører har de voldelige aktioner mod civile haft stor betydning, men det har også spillet ind, at militæret ses som uretfærdigt, korrupt og udbyttende. Imod taler blandt andet, at det er svært og kan være farligt at forlade militæret på ureglementeret vis.

Læs nærmere på: Globalnyt.dk

Newsman @ Myanmar Portalen
-------------------------------------------
Find også Myanmar Portalen på:
Facebook - Youtube


   
Citer
Del: